Tilbage til Alle begivenheder

Fællesspisning og foredrag

Vi har inviteret Emil Midé Erichsen på besøg med hans foredrag "En søgen efter eventyr" - og glæder os til at slå dørene op til endnu en hyggelig og inspirerende aften med fællespisning og foredrag.

Det er mere end 10 år siden Emil Midé Erichsen sammen med sin bror Theis kastede Havanas fortøjninger og drog på en tre år lang jordomsejling, der undervejs blev til det populære TV-program “Kurs mod fjerne kyster”.

Siden har Emil holdt over 300 foredrag, gået 200km på ski i Arktis og sejlet knap en halv jordklode med sin kone og to små børn. I dette foredrag vil Emil tage publikum med på rejsen fra at være en ung mand med en drøm om at sejle jorden rundt til i dag at stå midt i trediverne og stadig insistere på, at eventyret er muligt midt i livet med børn, karriere og forpligtigelser.

“Når jeg vender mig mod havet, indstiller blikket på uendelig og i stedet kigger indad, er det med håbet om at finde svar på nogle af de spørgsmål om familieliv, fællesskab, drømme og eventyr, som jeg tumler med. Siden mine frontallapper begyndte at gro sammen, har det været de største temaer i mit liv, og det er de fortløbende tanker omkring disse temaer hægtet op på konkrete oplevelser, som jeg vil fortælle om i dette foredrag.

Det sidste halvandet år har Emil sejlet med sin kone, Louise, og deres to små drenge fra Danmark til Caribien. Turen er sat på pause, og Emil er for en stund hjemme og deler gavmildt ud af både oplevelser, tanker og betragtninger i foredraget “En søgen efter eventyr”.

Man skal selvfølgelig ikke gå ind til sådan et foredrag på tom mave. Derfor starter vi aftenen med en omgang fællesspisning, hvor vi dækker op ved langborde, og disker op med jeres yndlingspizzaer - præcis som I kender konceptet.

Billetten inkluderer både foredrag og fællesspisning (vi lover at du bliver mere end mæt), og skal kun koste dig 399,-. Hvis du spørger os, er det lidt af et røverkøb. Der er et begrænset antal pladser, så skynd dig at tilmelde dig før din nabo.

Billet kan købes på https://www.sliceoflife.dk/book-bord (scroll ned i bunden for at finde events)

Tidsplan for aftenen

17:30 Dørene åbner
18:00 Fællesspisning
19:15 Klargøring til foredrag - vi rykker lidt rundt på borde og stole
19:30 Emil Midé Erichsen - "En søgen efter eventyr"

Vi glæder os til at se jer!

Forrige
Forrige
27. marts

FÆLLESSPISNING OG FOREDRAG - KRISTINA SCHOU MADSEN (KRISTINAEXTREMERUNNING)